Daniyal Khan

Jeg har spillet videospil, siden før jeg kunne binde mine sko ordentligt, hvilket måske forklarer, hvorfor jeg kan lave et perfekt gank på midlane i Dota 2, men stadig snubler over mine snørebånd en gang imellem. Med over 12.000 timer i Dota 2 har jeg nok brugt mere tid på at forsvare Ancient end på noget, der kan kaldes "produktivt" – medmindre det tæller at forklare mit hold, hvorfor "mid or feed" er en valid strategi.

Når jeg ikke kaster besværgelser eller krydser klinger i Assassin’s Creed (jeg kan godt lide at tro, at jeg ville være en udmærket snigmorder i et andet liv), prøver jeg sandsynligvis at redde mit hold i Fortnite eller klemme en hurtig omgang padel ind for at balancere de mange timer foran skærmen.

At skrive om videospil var et naturligt karrierevalg – nogen måtte jo sørge for, at Dota-spillere fik noget repræsentation. I det seneste årti har jeg skrevet tæt på 10.000 artikler for nogle af de største navne inden for spiljournalistik, om alt fra meta-ændringer til det evige mysterium om, hvorfor min support altid glemmer at købe wards.

Når jeg ikke skriver, spiller eller råber af skærmen, ser jeg som regel anime og drømmer om et liv, hvor respawns er virkelige.